2012-05-22 Referat fra afdelingsmødet for afd. 25, afholdt på Hotel La Tour 15. maj 2012 

Velkommen til beboere og gæster

Valg af dirigent

 

 

 

Der var tilmeldt 105 beboer, hvoraf kun 95 var mødt ,vi vil endnu engang bede beboerne om at sende afbud, da vi både skal betale hotellet og bussen for dem der er tilmeldt.

Kl. 1900 bød Anna velkommen til spisning og fortalte, hvad menuen bestod af; forret varmrøget laks, hovedret kalvesteg stegt som vildt med tilbehør og dessert is/m kage.

Afdelingsmødet begyndte kl. 2030, hvor Anna bød velkommen til mødet, bad om forslag til dirigent da vores tilforordnede var til møde andet sted, foreslog afdelingsbestyrelsen – Anders Nielsen som blev valgt, fra AAB deltog projektdirektør Arne Tollaksen og lokal inspektør Henning Mejlgaard samt vores varmemester Ole Fisker.
Anders takkede for valget. Dirigenten begyndte med at læse dagsordnen op, konstaterede at den var udsendt rettidig som var 17. april.

Dagsorden og stemmeudvalg

Dagsorden.

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning og driftsbudget*
    a.    Fremlæggelse af beretning for perioden siden sidste møde
    b.    Godkendelse af afdelingens driftsbudget for kommende år
  3. Behandling af indkomne forslag**
  4. Valg
    a.    Valg af 4 medlemmer til afdelingsbestyrelsen.
    På valg er: Anna Haaning, Lisa Klank Feldt, Jørn Feldt og Ellen Olsen.
    b.    Valg af 2 suppleanter til afdelingsbestyrelsen.
    På valg er: Flemming Rasch og Francesca Pavia
  5. Eventuelt.

Nedsatte derefter følgende stemme udvalg:

  • Annette Gregersen,
  • Karen Jensen, Annemette Østergård,
  • Peter W. Nielsen,
  • Trine Høstrup,
  • Alex Laursen.

Ad pkt. 2.a.
Beretning siden sidste afdelingsmøde

Beretning til afd.møde 15. maj 2012

Siden vi sidste år holdt afdelingsmøde har der været folketingsvalg, og her fik de Almene Boliger eget ministerium og den nye minister for by, bolig og landdistrikter hedder Carsten Hansen, og han må kende tingene fra bunden af, da han har været varmemester i Odense fra 1988 – 1998, men ellers er det boligaftalen fra 13. november 2011 vi vil hæfte os ved, hvor man blev enige om at fremrykke investeringer til renovering af boligerne for 5,5 mia. kr.

BL:
Danmarks Almene Boliger. Her har der været afholdt boligdage den 2.og 3. september 2011. Afd. 25 var repræsenteret ved Lisa Klank Feldt. Men ellers er det Landsbyggefonden vi håber på i fremtiden når vi skal til at renoverer.
Der gik som omtalt i beboerbladet fra beboer til beboer, et lille hul, da vi var indbudt til møde 29. marts på AAB’s kontor sammen med en rådgiver og økonom fra landsbyggefonden, samt rådgivende ingeniør Søren Jensen og Peter Skov fra Grontmij  og fra AAB deltog projektdirektør Aren Tollaksen og inspektør Carsten Kjær samt vores Varmemester Ole Fisker, vi blev en lille smule kloge med hensyn til hvad de ville give støtte til, men vi håber at de arbejder videre med sagen.

AAB:
AAB har sammen med alle boligforeninger i Århus fået Aahusbolig. Men ellers er det byggeriet ved havnen der er i gang og som man regner med er klar til indflytning engang i 2012 og færdiggørelse af lokalplan i 2012 i afd. 65 og Æblelunden i Hjortshøj og afd. 66 Gartnerlunden i Skæring. Så har der været afholdt kursus om servicepakker, det er en strategi om at gøre funktionærernes arbejde mere synligt. Det blev ledet af AAB’s driftschef Flemming Jensen, der var meget stor tilslutning til kurset ca. 75 % af alle afdelinger var repræsenteret, fra afd. 25 var det Anders, Lisa, Jørn og Anna der deltog.

Klostervangen:
Udenomsarealer.
Vi har igennem de seneste år budgetteret med 200.000kr. om året til at forskønne vore udenomsarealer, så for de opsparede midler bad vi landskabsarkitekt Torben Wainø om at komme med forslag om hvad der var mest hensigtsmæssigt at gøre, så han kom med en inspirationsmappe med forslag om hvad der kunne plantes på skråninger og i diverse betonkummer.
På parkeringspladsen i Grønnegade blev der ud mod skråningen opsat en ny støttemur af combisten på ca. 1m høj, det er for at modvirke at jord og barkflis skrider ned når det regner. Så er der i området sat 20.000 nye planter, det er anlægsgartner Nygård-Hasselager har stået for omlægningen.

Legepladsen
I forbindelse med omlægningen af de grønne områder, blev der her fældet de sidste træer på volden, det er til stor glæde for de underste lejligheder i Langelandsgade, det er nuværende tidspunkt ikke besluttet om der evt. skal pantes her.

Varmemesterkontoret
Vi har i Klostervangen heldigvis gode funktionærer, Ole – Vesty – Per – Gitte – og sidste ny ankomne Michael.  Der har også været udskiftning af lokalinspektør, den 1. februar skete der en omorganisering i AAB’s driftsafdeling og lokalinspektør Henning Mejgaard blev tilknyttet afd. 25.
 
Garager og garageporte:
Der er siden år 2010 været budgetteret med midler til udskiftning af garageporte, så i juli 2011 blev levering og arbejdet sendt i licitation, og det blev Portspecialisten på Viborgvej der vandt licitationen, så i efteråret 2011 gik man så i gang i Grønnegade med at udskifte 71 Hørmans garageporte, og der blev også midler til udskiftning af belysningen i garageanlægget, og når vejret bliver lidt luner vil der også blive malet her.
I Samsøgade her er der i fem af de våde garager blevet fjernet porte, og det er besluttet at man kan købe en nøgle til indgangsdøren hos afdelingsbestyrelsen og så parkerer sin trailer her.
Parkeringshuset / Glashuset her er der 35 udefra der har lejet en parkeringsplads, kun 10 beboer fra Klostervangen har parkeringsplads her.
Der er udefra 19 på venteliste men ingen fra Klostervangen. Hvis man gerne vil skrives op til en fast parkeringsplads skal man henvende sig hos udlejningen i AAB. Beboer i afd. 25 vil altid komme første række. Nøgle – briksystemet til garagerne skulle være i orden nu.

Parkeringspladser
Der vil om kort tid blive udskiftet skilte, da det er besluttet, at der vil blive 2 timers parkering hele døgnet også om søn – og helligedage

Belysning på parkeringspladsen
Da det efterhånden er 10 år siden vi fik nye lamper, har vi bedt elektrikeren om at se på hvad vi evt. kunne gøre for at få bedre belysning. Da der er 66 lamper, vil det ikke blive på engang at lysstanderne vil blive renoveret. Der vil blive sat kraftige pærer i.

Graffiti
Vi har stadigvæk kontrakt med All – Remove, de kommer en gang om måneden for at se om der er tegnet graffiti i bebyggelsen

Beboerhuset:
Selskabslokalet og 1. sal er stadigvæk lejet rimeligt meget ud, dog kan vi mærke på lejeindtægten at det kun er Klostervangens beboer der kan leje det, men det vi er meget tilfredse med.

Elevatorer:
Vores daglige nødvendige transportmiddel kører for det meste tilfredsstillende, dog har der i 2011 været udkald 40 gange til elevatorstop.

Vaskerier
I år 2003 fik vi udskiftet vaskemaskiner og tørretumbler. Det fungerer nogenlunde tilfredsstillende, dog kan én tørretumbler ikke følge med uden at gå i stå. Vi vil i afdelingsbestyrelsen se på hvad vi kan gøre ved dette

Affald:
Vi har i afdelingen, det system at de skakte der er i trappeopgangene, dem bruger vi til husholdningsaffald dog skal vi sørge for at det er godt indpakket for lugtens skyld.
Så bliver det kørt på komprimatorpladsen af vore funktionærer, hvor de også komprimerer det.
Storskrald skal i skuret på affaldspladsen og el - artikler o.l. skal ligeledes stilles for sig selv til sortering.

Rengøring indgangspartierne
Det er rengøringsfirmaet ALLIANCE vi har kontrakt med. I kontrakten står der vask af elevator og indgangspartiet en gang ugentlig, vask af trapper hver 4. uge, og hovedrengøring af trapper og brandtrapper en gang om året i december, så er der ansat en fra servicemægleren til at tjekke at arbejdet udføres ordentligt.  

Udflugter
Sommeren 2011 har jo som tidligere år budt på både en voksen og en børneudflugt. Lørdag den 16. juli var der voksenudflugt til Givskud Løvepark.
Der deltog 71 beboer og vi spiste først middag på restaurant Møllebæk ved Kattrup, derefter gik ture til Løveparken, vi så desværre ikke ret mange løver. Inden hjemkørselen var der i cafeteriaet kaffe med boller og lagkage.
Børneudflugten gik som der næsten er tradition for til Djurs Sommerland, så den 10. september var der 103 børn og voksne der tog af sted, og alle havde en rigtig god dag.

Fastelavn:
Søndag den 19. marts, var børn og voksne inviteret til at slå katten af tønden, det blev som det plejer, afholdt i Grønnegade og med efterfølgende sammenkomst i beboerhuset, hvor der var kaffe og fastelavnsboller til alle og børnene fik sodavand og en slikpose.  

Nye aktiviteter
Kate og Hanne som sidste år på afdelingsmødet, kom med oplæg til nye aktiviteter, såsom beboerrådgivning den første mandag i måneden, og lektie cafe hver onsdag, og det sidste nye et beboerblad.
Vi håber at de med alle deres hjælper må få succes.

Initiativprisen
Det er en pris som AAB uddeler hvert år, i år havde afdelingsbestyrelsen indstillet Kate og Hanne til prisen, og de blev udtaget til at modtage den.
Så den 10. april, var afdelingsbestyrelsen inviteret til sammen med hovedbestyrelsen og direktøren for AAB at overvære overrækkelsen af prisen til Kate og Hanne.

Aktiviteter
Der er heldigvis mange frivillige beboer der bruger tid og kræfter på de mange aktiviteter vi har i Klostervangen.
Vi har pensionistklub – et billardhold – dukkeværksted – lektiecafe – beboerrådgivning – et ny istandsat hobbyrum – solrum  - motionsrum og det sidste nye et beboerblad.

Jeg vil slutte beretningen med at sige tak til alle der har hjulpet med at få aktiviteterne til at køre samt vores varmemester – funktionærer – lokalinspektør – inspektør og alle i boligforeningen samt mine kolleger i afdelingsbestyrelsen.
Tak for samarbejdet i det år som der er gået

Afd.25 maj 2012
Afdelingsbestyrelsen.


Beretningen, som var husstandsomdelt, blev oplæst og dirigenten blev spurgt om der var kommentarer til beretningen.Beretningen som var husstandsomdelt blev oplæst og dirigenten spurgte om der var kommentarer til beretningen.

Joan Nykvist L. 56 8 spurgte om de 200 tusinde kr., som der var budgetteret med i budgettet, om de ville blive ved at være der, nu da omlægningen af udenomsarealer var færdig, nævnte også at der var blevet meget blæsende på parkeringspladsen i Langelandsgade nu da beplantningen på skråningen var fjernet – og man kunne også bedre se alt det affald der blev smidt.
Så var der belysningen på parkeringspladsen Joan kunne huske for mange år siden, da der blev indsat sparepærer i lysstanderne for at vi kunne spare en masse penge, nu stod der i beretningen at der ville blive sat kraftigere  pære i, spurgte om hun skulle til at betale noget mere for belysningen på parkeringspladsen. Hun  ville også gerne vide hvor meget ALL-REMOVE fjernede af graffiti om året, for vi havde jo ikke ret mange børn mere. Så var der tørretumblerne, det var tit de ikke fungerede i Langelandsgade, hun mente at det var fordi at udblæsningen i vinduerne ikke fungerede som de skulle. Affald Joan havde læst for ca. 3 år siden at skakterne skulle lukkes, så affaldet skulle puttes i skraldespande nede på gaden, til sidst ville hun gerne sige til Kate og Hanne at hun savnede Klostermoster i bladet.
Anna svarede at de 200 tusinde kr. som vi budgetterede med om året til udenomsarealer  vil blive ved med at være der og at omlægningen havde kostede 1million kr.
Anders svarede at omkring affald, har det jo altid været der, man kunne bare bedre se der nu. Omkring belysningen her havde vi besluttet at vi ikke ville spare, da der boer mange ældre i området. Men det er sparepærer der bliver sat i.
Angående ALL-REMOVE hvor meget de fjerner af graffiti, det vil vi undersøge.
Tørretumbler som der også var omtalt i beretningen, er der sendt forslag ind om . skakterne i opgangene til affald, fortalte Arne Tollaksen, at det havde der ikke været talt om.
Bitten Schou fortalte at på brandtrappen i Grønnegade havde der ligget duelort i 1½ år. Anna svarede at som der var omtalt  i beretningen, var der hovedrengøring én gang om året, og ville nu undersøge om service-mægleren havde været her og godkendt rengøringen.
Bentha Skovgård mente ikke at molboerne havde levet forgæves. Afdelingen havde nu brugt 200tusinde kr. + diverse opsparinger, der havde været landskabsarkitekt på og på skråningen på parkeringspladsen i Grønnegade var der først bøgehæk så blomster, så fjernede man planterne på skråningen og træer, så der kunne komme lys ind i lejlighederne, hun vidste ikke hvordan andre havde det men hun følte at folk kikkede ind, ville gerne have sat et stakit op. De 20.000 planter om var plantet var hun spændt på at se hvor mange der kom op. Hun havde også set at der lå 3 funktionærer  med enden i vejret og luge derover. Så var der stien og det var Nygård der fik lov til at bestemme hvor den skulle være, man lægger en flisegang 1½ meter fra den eksisterende, ville gerne vide hvem der havde ansvaret for dette projekt.
Anna svarede at vi havde haft en landskabsarkitekt til at fortælle hvad der var mest hensigtsmæssigt.
Vi ved godt at der var plantet blomster på skråningen, men det så meget rodet ud. Det var en forkert beslutning og så syntes landskabsarkitekten at området skulle se ens ud, så derfor blev der plantet bøgehæk. Så omtalte du at man kan se ind af vinduerne, det kan man også der hvor jeg boer, jeg har boet i Klostervangen fra start af  og da var der heller ingen høje planter, da blev vi opfordret til at hænge gardiner for vinduerne.
Bentha vil også gerne høre om der var sat midler af til vedligeholdelse af udenomsarealerne. Lokalinspektør Henning Mejlgaard tog ordet og fortalte at det var Jesper Pedersen der havde sat omlægningen af området i gang og det gav ekstra arbejde til funktionærerne, men de næste 3 år vil der blive sat midler af til ekstra arbejdskraft.   
Hanne Kirstein Grønnegade 121opfordrede til at man faktisk opførte sig ordentligt og respekterede hinandens holdninger. Hun kunne også være uenig med de beslutninger bestyrelsen tog, men hun havde valgt ikke at gå ind i bestyrelsen og så måtte man sommetider respekterer de beslutninger de tog, vi har jo selv valgt dem. Synes for øvrigt at bestyrelsen gjorde mange gode ting og med alt den kritik omkring indholdet af  beretningen måtte bestyrelsen jo forvare sig.
Ville næste år indsende et forslag om at når der skulle bruges mange penge på en ting, at der så blev nedsat en gruppe så ansvaret var delt ud.
 Angående Klostermoster så havde Kate og hende besluttet at beboerbladet skulle være positiv.
Joan Nykvist havde igen ordet og fortalte at de blomster, som havde været nede foran i haven ved Langelandsgade, at de var blevet kasseret, det var hun meget ked af. Med hensyn til Klostermoster kunne hun ikke forstå at alt kun skulle være positiv, bladet ville gerne have en historie men uden brok. Anna takkede Kate og Hanne for at de har brugt tid og kræfter på at få lavet et beboerblad.
Anders spurgte om der var flere kommentarer til beretningen, det var der ikke og den blev herefter vedtaget.

Ad pkt. 2.b.
Fremlæggelse af forslag til driftsbudget for 2014.

Budget for 2013 var husstandsomdelt, Anna fortalte at som man kunne se var det i en ny flot udgave. Læste det som stod på forsiden op. Fortalte at der kom en huslejestigning på 3,1%. Læste de bemærkninger op som var til de budgetterede udgifter. Der var nedgang i ydelsen på forbedringsarbejder m/v, det skyldes bortfald af lån. Der var stigning i kontoen renholdelse, stigning i planlagt vedligeholdelse. Der er i år 2011 et overskud på 1,5 millioner, hvoraf den ½ million skyldes tilbagebetaling af lønsumsafgift. Hele beløbet på 1.5 millioner bliver henlagt til den forestående renovering.
Dirigenten spurgte om der var spørgsmål til budgettet. Det var der ikke, det blev herefter vedtaget.

Ad pkt. 3, indkomne forslag

Der var indsendt 5 forslag som var husstandsomdelt.
Forslag 1 var indsendt af Irene Daniel Grønnegade 115 7. Forslaget gik ud på at der ofte var problemer med at få tørret alt sit tøj i tiden man havde til rådighed. Foreslog at der blev nedlagt et rullerum og der så blev installeret 2 tørretumblere, installationen kunne ikke være så dyr, da det kun krævede et el stik og så kunne dem som havde vaskemaskiner i lejligheden få tørret tøj her, især om vinteren.
Anna forklarede at det krævede mere end et el stik, der skulle noget udluftning til ud af vinduet.
Efter en heftig debat blev forslaget nedstemt.

Forslag 2 var også indsendt af Irene Daniel. Hun syntes vore indgangspartier trængte til en overhaling. Hun foreslog at de affaldsspande der hænger ved indgangspartierne fjernes og ligeledes de tavler i indgangspartierne, som ikke bliver brugt.
Anna svarede at hun troede at det ville blive være med affald hvis vi fjernede de blå affaldsspande, og der var ikke malet bag de sorte tavler i indgangspartierne. Varmemesteren tog ordet og fortalte at han kunne godt se at vore indgangspartier så lidt triste ud, der var også sat penge af til maling af opgangene, men venter jo stadigvæk på renoveringen.
Efter endnu en heftig debat blev forslaget nedstemt.

Forslag 3
Opsætning af solceller på taget var indsendt af Thomas Kjærgaard Grønnegade 119 7. Thomas læste forslaget op og fortalte om de bygninger der har eller er i gang med at sætte solceller op. Arne Tollaksen AAB, synes ligesom alle vi andre at ideen er god, men igen det med renovering, hvis vi sætter solceller op nu, skal det jo bare pilles ned igen når vi kommer i gang med renoveringen.
Thomas trak herefter forslaget.

Forslag 4 var også indsendt af Thomas Kjærgaard. Forslaget gik ud på at der blev nedsat et miljø og energiudvalg. Flemming Rasch Lang. 56 og Hanne Kirstein Gr. 121 10 syntes det var en god ide med solceller og et miljøudvalg. Thomas tager selv kontakt til de beboer der vil være med i udvalget, fra AAB er det inspektør Carsten Kjær Christensen der er med.

Forslag 5 var indsendt af Jørn Feldt Gr. 117 8. forslaget gik ud på at låsene i dørene i vaskehusene omkode så den nøgle vi har til elevatorer , cykelrum og kælderrum i Langelandsgade og Grønnegade, bruges i vaskehusene.
Efter en diskussion for og imod blev forslaget vedtaget.

Ad pkt. 4, valg

Valg af 4medlemmer til afdelingsbestyrelsen.
På valg er

  • Anna,
  • Lisa,
  • Jørn,
  • Ellen.

Opstillet blev også

  • Bentha Skovgård,
  • Thomas Kjærgaard,
  • Flemming Rasch.
     
Ellen ønskede ikke at opstille og tog ordet for at sige tak for den tid hun havde været med.

Til afdelingsbestyrelsen blev valgt

  • Anna,
  • Lisa,
  • Bentha,
  • Thomas.

1. suppleant Jørn Feldt
2. suppleant Flemming Rasch.

Afdelingsbestyrelsen består herefter af:
Anders Nielsen, på valg i 2013
Steen Nielsen, på valg i 2013
Dan Arendten, på valg i 2013
Lisa Klank Feldt, på valg i 2014
Bentha Skovgård, på valg i 2014
Thomas Kjærgaard, på valg i 2014
Anna Haaning, på valg i 2014

Ad pkt. 5, eventuelt.

Der var ingen der havde ordet under evt.

 Afslutning

Anna takkede Ellen og bød Thomas og Bentha velkommen. Mødet sluttede kl. 2345.

 Maj 2012

Anna Haaning
Formand
Afd. 25, Klostervangen

Last updated 05-06-2020 00:00:00